Godstart har nu været online i 1 år, og har nu over 200 brugere! Det er vi utroligt stolte og taknemmelige over! Det har været et fantastisk år, hvor der er sket meget og  hvor der har været stor opmærksomhed om konceptet blandt andet fra BT, der havde os på forsiden den 22. Juni!

 

Først lidt statistik: Blandt dem der har gennemført minimum hoveddelen af kurset, oplever over 80% nedgang i deres angst-symptomer og det gennemsnitligt med en nedgang til under halvdelen af deres oprindelige niveau! Det er en fantastisk nyhed, som vi er meget stolte over.

 

Vi har i løbet af året gjort en masse spændende ting:

·       Vi har oprettet et forum for alle deltagere på vores kurser, som vi håber vil blive et aktivt forum til deling af oplevelser, frustrationer og til at hjælpe hinanden med kurset, med moralsk støtte til hjemmeopgaver og meget mere

·       Kim har deltaget i samarbejde med blandt andre Angstforeningen, Landsindsatsen Mod Angst, Kompetencecenter for Angst i Region Midt og Psykologisk Institut ved Århus Universitet. Alle har været meget positive og det har været enormt spændende

·       Kurset for panikangst er blevet gået igennem af en række testpersoner, som har givet meget nyttig feedback. Sammen med den øvrige konstruktive feedback (som vi har været meget glade for) har det medført en lang række optimeringer både teknisk og i kursets indhold. Så tusind tak for det!

 

Vi er på nuværende tidspunkt desuden i gang med nye tiltag:

·       Vi er ved at udvikle et kursus til social fobi, som vi forventer færdigt i år!

·       Vi er ved at lave en mere omhyggelig undersøgelse af effekten på en tilfældig udvalgt gruppe – den forventes færdig senest i foråret.

·       Til næste år regner vi med yderligere at udvikle konceptet forhåbentlig i tættere samarbejde med de praktiserende læger og andre.

 

Alt i alt har det været en forrygende start og vi glæder os meget til det næste år, hvor der forhåbentlig kommer til at ske ligeså meget!

 

Kh Kim og Karsten

 

©2008 godstart.nu - handelsbetingelser